Fik sit liv tilbage

19 årig Sandie Jensen Læs hendes historie her

For 1 år siden var jeg en glad og smilende pige på 18 år, som altid var på farten, om det så end var i skole, arbejde, ude at rejse eller sammen med vennerne. Forude ventede det sidste halve år af min HG uddannelse og så skulle jeg ud som guide, da jeg også er uddannet guide og elsker udlandet.Jeg havde allerede i April 2008 fået lidt ondt i knæene, men jeg slog det selvfølgelig bare hen fordi jeg trænet meget så det måtte være derfor og så fik jeg ondt i hele min krop når jeg sov i min seng – men ikke i andres senge så derfor måtte det være min egen seng der var problemet.

Jeg tog 5 uger på ferie i sommerferien, hvor jeg ingen problemer havde overhovedet – kun 2 eller 3 gange hvor min ryg blev stiv og jeg ikke følte jeg kunne bøje mig, men så satte jeg mig ned på hug og 2 min efter var der ingenting. Den eneste ”store” forandring jeg kunne mærke var at jeg ikke kunne stå så længe som jeg havde gjort før i tiden, så jeg ville til kiropraktor når jeg kom hjem.

D. 3. august. 2008 – Dagen efter jeg er kommet hjem, og hele livet skal til at begynde for mig rigtigt. Jeg er på arbejde og da jeg sætter mig ned får jeg nogle jag hele vejen fra ryggen og ned igennem benene som føles som knive der stikker mig direkte ind i kroppen. Jeg kan overhovedet ikke rejse mig op, men kommer endelig på benene og mine forældre kommer og henter mig. Vi tager på Køge skadestue hvorfra vi bliver sendt til vagtlægen, fordi jeg ikke har en skade. Hos vagtlægen får jeg en ”blokade” som jeg på det tidspunkt selvfølgelig tror, er en blokade, men som jeg senere finder ud af faktisk bare har været en bedøvelse af mit højre ben.

D. 4. August 2008 – Starter jeg hos kiropraktor som behandler mig sammen med en fysioterapeut i 10 uger, hvorefter min kiropraktor mener jeg skal blive skannet for diskusprolaps på Hamlet pga. de lange ventetider på de offentlige sygehuse, derefter bestiller mine forældre tid til scanning på Hamlet (men bliver indlagt inden). I de følgende 10 uger bliver mine smerter værre og værre. Jeg kan gå kortere og kortere. Min psyke begynder langsomt at blive dårligere fordi at jeg i de 10 uger må opgive skolen fordi jeg simpelthen ikke kan komme op til bussen, være i skolen i så mange timer eller klarer at gennemfører skolen med alle de smerter jeg har. Endnu et nederlag.

D. 8. Oktober 2008 kontakter min mor vores praktiserende læge omkring at jeg ikke sover om natten pga. store smerter, jeg kan ikke gå mere, jeg har smerter stort set 24/7 og min mor mener derfor ikke det er forsvarligt at have mig hjemme mere – hvorefter han indlægger mig på Køge sygehus.

Fra d. 8. oktober 2008 og 5 uger frem ligger jeg på Køge sygehus. Jeg ligger omkring en uge før jeg bliver MR-skannet og venter så omkring 3 dage hvor mine forældre sidder ude fra kl. 8 om morgenen til kl. 17 for at vente på en der gider at komme og fortælle svaret – Da svaret endelig kommer får jeg at vide, jeg har 2 diskusprolapser og en diskusprotusion. De vil ikke operere mig da jeg er så ung, og samtidig får de operationen til at lyde som om at hvis jeg bliver opereret så er jeg faktisk på vej i graven – men de fortæller mig at de vil give mig en rodblokade og så skal det bare trænes væk, fordi det giver de bedste resultater og det kan mine diskusprolapser nemlig godt.

Omkring en uge efter får jeg så min rodblokade i begge ben, hvor det virkelig føles som om at mit højre ben knuses men allerede dagen efter mærker jeg en lille forbedring så måske det alligevel hjælpe med en MASSE træning. Jeg venter dog yderligere en uge på en fysioterapeut hvorefter jeg kun ser en fysioterapeut 1 time om ugen. Udover det lå jeg bare i sengen med store smerter stadigvæk, mens jeg blev proppet med en masse morfin og ventede på at min lille forbedring måske ville blive bedre. Heldigvis havde jeg en fantastisk 4 mands-stue som jeg lå med hele vejen igennem som jeg ikke ved hvad jeg skulle ha gjort uden. D. 11. november 2008 blev jeg udskrevet med lovning om at jeg meget snart ville være så god som ny snart.

11. November 2008 til 4. december 2008 – Var jeg hjemme. Tingene blev kun værre og værre. Om dagen var det okay, jeg kunne træne lidt og jeg kunne også gå en smule rundt uden krykker men ikke særligt meget, men ligeså snart jeg lagde mig ind i sengen bare 2 min så kunne jeg overhovedet ikke komme ud af sengen og jeg kunne ikke løfte mine ben. Jeg nærmest slæbte mine ben hen af gulvet. D. 3. december 2008 var jeg til samtale på reumatologisk afdeling på Køge sygehus hvor min læge sagde at det simpelthen gik for langsomt og hun ville indstille mig til Glostrup hospital med henblik på operation når Køge ikke ville operere mig. – Endelig blev der gjort noget tænkte jeg. D. 4. december 2008 – Min 19-årigs fødselsdag, prøvede jeg at komme igennem dagen bare med en smule glæde selvom jeg efterhånden ikke havde særlig meget glæde efter så lang tids sygdom. Om aftenen havde jeg så ondt, at min forældre kontakter vagtlægen som konstatere det ikke er forsvarligt at jeg var hjemme mere og jeg bliver indlagt igen – med ambulance hvilket var et kæmpe smertehelvede.

Efter en uge på Køge sygehus får jeg at vide at de vil operere mig for mine 2 diskusprolapser, og der vil være en ventetid på omkring en uge – Nu er operationen åbenbart ingenting, slet ikke som de forklarede den første gang ved min scanning. D. 17. December 2008 bliver jeg opereret for 2 diskusprolapser og allerede efter 1½ time får jeg at vide jeg skal ud af sengen selvom det var med enorme store smerter. Jeg tror også jeg fik gjort klar over for de mennesker der skulle hjælpe mig at jeg overhovedet ikke var tilfreds med at jeg skulle op. 2 dage efter bliver jeg sendt hjem med lovning om at NU går det fremad og jeg skal kun gå med krykker i omkring en uge så er jeg god igen. ’

Efter nytår starter jeg til genoptræning med forsat store smerter og går stadigvæk med krykker og går stadigvæk på ingen måde normalt, der går jeg så i ca. 2 måneder med ikke rigtigt nogle fremskridt hverken på smerte fronten, gå fronten og psykisk bliver det kun værre og værre og jeg kan ikke rigtigt overskue at se nogle af mine venner mere og jeg får bare tiden til at gå inde i min seng hvor jeg har det bedst med hensyn til smerter.

Omkring februar mener Køge sygehus at det går for langsomt med min genoptræning så derfor vil de have mig ud til genoptræning på Køge sygehus med primært henblik på gå træning – da jeg går med bøjet nakke, hænderne i siden, slæber mig rundt og har rigtigt store smerter når jeg går. Ude på Køge sygehus mener de stadigvæk det skal trænes væk. Efter jeg starter ude på Køge sygehus ser vi en lille forbedring med at gå og mine smerter i venstre ben går efterhånden væk, men dem i højre bliver værre og værre igen.

Efter endnu en samtale på Køge sygehus beslutter man at lave en ny scanning på Valdemar privat hospital for at finde ud af om der er opstået noget nyt som gør at jeg har så mange smerter. Efter 3 uger får vi svar på scanning med opgivende blikke hvor de fortæller at de rent faktisk ikke ved hvad de skal stille op med mig, de kan se 2 udposninger men de ved ikke helt hvad det er for nogle udposninger så derfor henviser de mig igen til Glostrup hospital. Hvor de helt fra starten af har været helt optimistiske både Reumatologisk afdeling og smerteklinikken (Jeg har gået hos dem fra jeg blev udskrevet fra hospitalet første gang – så de kan holde øje med mig, jeg har også gået hos deres psykolog da jeg også er deprimeret) kan jeg efterhånden se at de ikke rigtigt er så optimistiske mere. Smerteklinikken kan ikke smertedække mig ordentligt og mener det er en nerveskade. Reumatologisk afdeling er opgivende omkring jeg muligvis aldrig kommer til at gå ordentligt igen. Jeg kunne bare se alle mine drømme om udlandet blive knust endnu mere end de allerede var. Jeg var 19 år og allerede intet liv. Mit liv var ovre inden det overhovedet var startet.

Samme dag beslutter mine forældre sig for at tage kontakt til Fam Kapteina som står bag hjemmesiden www.minryg.dk, som anbefaler mig til hurtigt at tage til Apex Spine, München, for få scannet hele kroppen. Vi får tid ugen efter.

D. 29. Juni 2009 tager jeg til München i rullestol med min mor som hjælper. Jeg var virkelig nervøs ved at skulle flyve og lande. Oppe i luften havde jeg det faktisk utroligt godt, overhovedet ikke ondt. Tirsdag d. 30. Juni 2009 møder jeg op på klinikken hvor jeg bliver undersøgt og får konstateret 2 diskusprolapser (Den ene af de 2 diskusprolapser er en af dem som jeg blev opereret for i December 2008) Jeg får oplyst af Dr. Wagner at hvis jeg nogensinde skulle have et liv igen og skulle gå igen var et indgreb den eneste mulighed. Derudover havde jeg Spinal Stenose som jeg er født med, men på nuværende tidspunkt er det ikke noget problem, måske om 5, 10, 15 år – men så har de forhåbentligt lavet et endoskop nede i Tyskland til det J. Jeg spurgte om prisen og hvornår det kunne gøres og fik svaret: ”I morgen” hvorefter jeg mødtes med flere forskellige læger omkring indgrebet og en bandagist omkring det korset man skal have på efter indgrebet.

D. 1. Juli 2009 blev jeg kørt ned i rullestol kl. kvart over 8 og blev gjort klar til kikkert operation. Da jeg kom ind i lokalet hvor man ligger inden operationen, gik jeg i panik, nu synes jeg tingene gik for stærkt og jeg følte det her var min sidste chance, så mens jeg fik elektroder på mine ben, så de kan måle hvis de kommer for tæt på mine nerver, fik jeg noget beroligende. Jeg lå og ventede i omkring 20 min før jeg kom ind i operationslokalet. Mit største problem var helt klart om de nu huskede at få mig til at sove ordentligt fordi det jo ville være forfærdeligt hvis jeg ikke sov eller vågnede og kunne mærkede det hele, da operationen forgik i lokalbedøvelse. Jeg ”vågnede” 3 gange hvor jeg mærkede nogle ting, men nu føles det mere som en drøm, og jeg ville sagtens kunne gøre det igen selv om lige da det skete var det ikke særligt behageligt. Da jeg vågnede havde jeg intet andet end ømhed i ryggen og ingen smerter i benet – men jeg tænkte det bare var fordi jeg var bedøvet. Da Sarah, min sygeplejerske, bedte mig om at rejse mig for at jeg skulle prøve at gå, gik jeg helt i panik fordi jeg tænkte på hvor ondt jeg havde den gang på Køge sygehus. Jeg satte mig op, og der var ingen smerter og de første skridt gik jeg helt normalt. Jeg skulle dog lige slappe af en time mere, og jeg begyndte at græde i sengen ,alle troede jeg græd af smerte men Sarah vidste det var af glæde. Aldrig nogensinde har jeg oplevede sådan en følelse. Jeg har drømt om det øjeblik lige siden jeg blev syg. Efter en time rejste jeg mig igen selv om jeg var bange, jeg gik helt normalt ud til min mor som stod og ventede. Da klokken var 3 om eftermiddagen var jeg tilbage på hotellet.

D. 2. juli 2009 var jeg tilbage på klinikken igen for at få et lille check hos Dr. Schubert som havde opereret mig og jeg fik en træningsplan af deres fysioterapeut, og så har jeg fået en tid til check dernede igen om 3 måneder.

D. 3. Juli 2009 flyver vi hjem til Danmark og 11 måneders mareridt var endelig slut. Nu ligger der kun en lang genoptræning, men det kan jeg nok lige klare J

I de 11 måneder ændrede jeg mig fuldstændig. Jeg havde alt. Mit liv var fuldstændig planlagt. Hvis det stod til mig, var jeg ude som guide lige nu, men sådan skulle det ikke gå. Jeg skal nok nå mine mål. Jeg har lært nogle vigtige ting om livet, blandt andet de menneskelig omkostninger der er ved at have smerter hele tiden.

Jeg blev deprimeret, fik angst, fik tilbudt anti-depresivt medicin. Jeg prøvede alt fra vakuum-terapi til Akupunktur over til Body-SDS for at blive rask, men det var 3 dage på en klinik i Tyskland, som jeg i starten da jeg hørte om den overhovedet ikke troede på kunne være sandt, der reddede mit liv. Jeg mangler stadigvæk min skole, men den starter jeg på i januar 2010. Endelig begynder livet til min fordel.

Siden min operation har jeg overhovedet ikke taget en eneste smertestillende pille, andet end de piller jeg skal nedtrappes i. Jeg har stadigvæk ingen smerter og jeg går længere og længere for hver dag der går.

Det bedste af det hele er, at jeg endelig er glad igen. Det er mærkelig at være glad IGEN J

Til slut vil jeg takke Fam. Kapteina for deres hjælp både før og under min tur til Tyskland og for deres hjemmeside, uden den havde jeg stadigvæk ligget i min seng og følt at livet var slut.