21 årig kvindes operation

Hun fik en henvisning til scanning på Frederiksberg Sygehus.

Dette er helt normal regime i Danmark; men kendende til forhistorien og en vis selvsikkerhed vedr. egen diagnosticering og konservativ behandling, troede jeg ikke længere på, at vi undgik operation.

Jeg var utrolig ked af, at min kun 21 årige datter skulle gennemgå en traditionel operation og først efter 3 mdr. med de smerter, hun havde og den almene svækkelse, det ville medføre. De risici, der er ved operation, er som bekendt oftest arvævsdannelser, infektioner, instabilitet. Selvfølgelig røg job og evt. bolig i Kbh. i bare ventetid……

Jeg har via mit arbejde stiftet bekendtskab med Alpha Klinik i München, idet en kollega har haft flere patienter, som havde fået vellykkede operationer uden bivirkninger dernede. Ligeledes har jeg selv kommunikeret via mail vedr. oplysninger til en patient med alle kliniske tegn på en thorakal prolaps, altså i brysthvirvelsøjlen. Denne patient havde trods meget voldsomme smerter og øvrige symptomer siddet fast i sygehussystemet herhjemme i en del måneder i ventetider pga. strejken i april og maj i år. På Skejby Sygehus havde hun fået oplyst, man ikke måtte operere et tilfælde som hendes på privatklinikker og -sygehuse i Danmark; men tilbyde hende en tid til behandling kunne man heller ikke, da der ikke var tale om et akut tilfælde – hun havde jo allerede måttet vente længe her i landet, så derfor var hun nu udenfor de tilfælde, man skulle tage ind. Patienten var selvstændig erhvervsdrivende, kunne ikke klare det hun skulle og havde umenneskelige smerter. Klinisk var der for mig ingen tvivl om, hun burde opereres. De menneskelig og økonomiske omkostninger i ventetiden er uoverskuelige for den enkelte familie.

Tilbage til min datter:

I modsætning til Danmark kunne man i München operere prolapser gennem et endoskop – en kikkertoperation med specialudstyr udviklet til netop rygoperationer. Jeg indhentede flere oplysninger herfra og kontaktede samtidig Mølholm Privatklinik pr. mail. Her fik jeg, efter at have rykket dem for svar, besked om at man udførte mikroskopiske operationer. På mit spørgsmål om de udførte endoskopiske operationer skrev rygkirurgen tilbage, at der var 30 % risiko for ecidiv, altså ny prolaps i det opererede område ved endoskopiske operationer. Dette svar fandt jeg så useriøst, at det faktisk lukkede mine overvejelser om operation herhjemme og i givet fald på Mølholm. Selvsagt kan ingen privatklinik leve med eller overleve på en statistik, der viser at en tredjedel af deres operationer mislykkes! Det talte ikke til kirurgens fordel, at han undervurderede min logiske sans og viden i den grad, og den prompte reaktion på Alpha Klinik modsat, at jeg måtte rykke for svar på Mølholm, gjorde heller ikke indtrykket bedre. Retfærdighedsvis skal nævnes, at jeg har oplevet mange rigtig gode resultater af flere forskellige typer operationer på Mølholm, så netop derfor behøvede man ikke komme med et useriøst svar på en reel forespørgsel! Ved mikroskopisk operation er der et meget mindre indgreb end ved traditionel operation, og derved må der være en del færre risici. Imidlertid udfører man en dorsal adgang, altså fra ryggen, og man må nødvendigvis gennemskære knoglevæv og muskler om end i mindre snit end tidligere for at komme til og med tættere adgang ved nerven end ved en lateral adgang, hvor man med det lille indstik passerer udenom rygmuskler og knoglevæv og kommer foran nerveroden til prolapsen.

Da de oplyste priser de to steder var nogenlunde ens, var det ikke årsagen til, vi kunne være nødt til at blive herhjemme på privat hospital.

En anden meget positiv overraskelse var, at min datter blev indkaldt til MR-scanning på Frederiksberg Sygehus indenfor ca. 1 uge. Det har jeg aldrig oplevet her i Midtjylland, og her vil man ikke blive indkaldt til diagnostisk undersøgelse med mindre det var med henblik på operation.

Imidlertid ville hun blive scannet på Alpha Klinik i München under alle omstændigheder, så på dette grundlag fandt vi ikke grund til også at belaste det danske system og aflyste tiden på Frederiksberg Sygehus. Dog synes jeg, dette sygehus samt den hurtige tilgang hos speciallæge fortjener stor ros. Her i Midtjylland oplever vi, at behandlingsgarantien sættes ud af drift, når man ikke kan leve op til den, som f. eks sås i forbindelse med sygehusstrejken. Hvad er en garanti til for, hvis man bare sætter den ud af drift, når det bliver svært at leve op til den? Hvordan får sundhedspolitikere os (skatte)borgere til at finde os i en sådan behandling?

Og så:

Vi, min datter og jeg, tog med Cimber Air fra Billund mandag d. 21-8 2008 og efter præcis afgang og mindre flyvetid end forventet – kun ca. 5 kvarter – ankom vi til München lufthavn. Her tog vi en bus, som afgik ofte til banegården i München, en tur på ca. 40 km. Herfra en taxi til hotellet.

Imidlertid viste det sig, vi lige så godt kunne have taget en taxi fra lufthavnen, idet busbillet og taxi for to personer tilsammen kun var lidt billigere end en taxi ville have været. Fra banegården til hotellet, som ligger ca. 300 m. fra Alpha Klinikken kører man nemlig en del af turen tilbage mod lufthavnen, så at tage både bus og taxi er både en del besværligere for rygpatienten og kun ganske lidt dyrere.

Vi blev komfortabelt indkvarteret på Hotel Holiday Inn på dobbelt værelse med gode, store senge og stort badeværelse, kæmpe morgenbuffet inkluderet i prisen på d.d. 120 euro for to pers. i døgnet.

Efter en god nats søvn gik vi til Alpha Klinik næste morgen, hvor vi var tilsagt til kl. 9.00 I den effektive og venlige reception fik min datter udleveret spørgeskemaer til udfyldelse vedr. hendes forhistorie, symptomer, kropsskema til indtegning af udbredelse af smerterne osv. Om tirsdagen, hvor der viste sig at være ”danskerdag”, var der en sød og hjælpsom dansk tolk til rådighed, hvilket vi dog ikke havde brug for.

I venteværelset var der mulighed for at fri ”bar” hvad angår vand, juice, sodavand, kaffe af forsk. art, kakao, te etc. Op ad dagen blev der ligeledes bragt frugt, kage og chokolade ind. Ligeledes var der mulighed via storskærm at følge med i OL, som netop blev afviklet i disse dage eller fordybe sig i div. læsestof.

Meget hurtigt blev min datter dog kaldt ind til MR-scanning. Kort herefter konsulterede vi Dr. Wagner, som udspurgte grundigt om forhistorien, symptomer samt lavede en grov neurologisk undersøgelse. Han gennemgik ligeledes scanningsbillderne med os som viste en midtstillet højresidig prolaps L5/S1 niveau i overensstemmelse med symptomerne. Han forklarede, at hos 60 % var der spontan symptomfrihed ved konservativ behandling, altså uden operation på mellem 6-12 uger. Han forklarede sagligt alle forhold omkring operation, at der ved ethvert indgreb er en risiko, om end meget mindre ved en endoskopisk operation med et indstikshul på 7 mm. Risici er infektion, beskadigelse af nerven – havde man aldrig set her på klinikken, men der var en potentiel risiko. I alle forhold kunne der være smerter en tid bagefter pga. nervesystemets erindring af smerten (memory pain) Dette kunne vare helt op til et år hos nogle. Imidlertid kunne han på min datters scanningsbilleder konstatere degeneration af nederste diskusskive, og fortalte at det tydede på, hendes rygproblem bundede i en genetisk disposition. Der var ikke andre diskusskiver, der var udsatte hos hende, øvrige så fine ud, og der var ikke noget, hun havde kunnet gøre for at hindre dette tilfælde. Han mente ikke, hun havde været udsat for et traume eller andet, som kunne forklare den tidlige debut af diskusprolaps. Imidlertid var der efter evt. operation meget vigtigt med genoptræning og styrke og stabilitet af ryggen fremover. Efter ca. 6 uger ville hun kunne genoptage jobbet som tjener, men skulle have fysioterapi og træning imens. De første 4 uger skal man gå med et stift korset og derpå 2 uger med lettere rygbandage.

Desuden fortalte Dr. Wagner, at han aldrig gennem alle de tilfælde, klinikken har haft, har oplevet, at en patient har kunnet undgå operation, hvis de har en positiv laseque på under 20 gr. (klinisk undersøgelse med strakt benløft til vurdering af nerverodstryk) Ingen af disse patienter havde profiteret tilstrækkeligt af konservativ behandling. Kort sagt anbefalede han en operation i dette tilfælde, og det var også hvad vi var indstillede på, da vi rejste herned.

En del medpatienter var dog nede for at blive vurderet, typisk for at få en ”second opinion”, og ikke alle blev anbefalet operation, hvis denne ikke skønnedes at kunne afhjælpe deres gener væsentligt.

Denne saglighed, som var gennemgående hos de læger, vi konsulterede dernede, var tillidsvækkende.

Vi aftalte endoskopisk operation den følgende dag og blev bedt om at vente et øjeblik, hvorefter vi ville få et tidspunkt for operation samt et overslag over prisen for alle undersøgelser, konsultationer samt operation.

Efter et kort ophold i venteværelset kom vi ind til Alexandra Dietrich, som står for organisation og operationsplanlægning. Prisen villa anslået være på ca. 8.000 euro for alt.

Næste punkt var røntgen af lændens knogler. Sygeplejersken, som foretog undersøgelserne her forklarede, at MR-scanningen var bedst til bløddelene og diskusskiverne, mens man anvendte røntgenbilleder til vurdering af knoglernes beskaffenhed.

En medpatient i venteværelset var hernede til vurdering af, om hun ville kunne have gavn af en operation, hvor man indsatte en kunstig diskusskive med bevægelig kerne, således at hun slap for stivgørende operation. Imidlertid var det nødvendigt med en undersøgelse af bla. knoglernes kalkindhold og beskaffenhed i øvrigt til at kunne afgøre, om man ville kunne indsætte denne protese i hendes ryg. Denne undersøgelse skulle foretages på en anden klinik i München; men hurtigt og ved en opringning til denne klinik, fik receptionisten arrangeret dette, så denne kvinde stadig kunne nå fly hjem til Danmark samme dag.

Visse patienter var ligeledes til undersøgelse af kræfter og bevægelighed hos fysioterapeuterne i klinikken tilknyttet Alpha Klinik; men min datter var ikke derinde før operation.

De øvrige lændepatienter, vi så, var hos en behandler, som formodentlig var bandagist. En måned efter indgreb i lænden skal man bære et stift korset. Da jeg forinden havde fået oplyst en pris på ca. 9.000 dkr., havde jeg selv via mit kendskab til lændebælter og priser på disse (er praktiserende fysioterapeut) skaffet et lændestøttebælte til betydelig lavere pris via firmaet Rehband Otto Bock i Sverige. Kirurgen Dr. Hoogland godkendte vores bælte til min datter, blot skulle hun jo så bruge bæltet i alle 6 uger. Jeg kan regne ud, der er en vildt stor fortjeneste på dette plastkorset, som i øvrigt opvarmedes og blev individuelt tilpasset før operationen. Efter op. kunne folk få konsultation igen til rettelse af korsettet, hvis det gnavede, skæve stillinger havde rettet sig efter op. etc. Jeg anfægter ikke, at dette plastik korset kan være nødvendigt til indgreb som er mere omfattende en et endoskopisk indgreb for en enkelt prolaps; men jeg finder det overdrevet prismæssigt i forhold til gode, langt billigere standardbandager med metalstivere i ryggen, som fås gennem fysioterapeuter, bandagister eller materialister. Rehband 1056 Dosi Comfort Stabel dkr. 984,- var det korset min datter bærer. Vi sparede således ca. 8.000 d.kr på selv at have korset med. Nogle patienter lokkede bandagisten til at købe toiletforhøjere, som de så skulle slæbe hjem samt alt for dyre lette lændebandager til de 14 dage, hvor man skulle gå med sådanne efter man havde lagt det stive korset. Alt kan fås herhjemme langt billigere. Som den eneste behandler, synes jeg, denne mand kom for let til sit overskud.

Alle konsultationer var prismæssigt udspecificerede, således at jeg fik det indtryk, at alle læger og andre behandlere er selvstændige og blot har et klinikfællesskab. Øvrige priser fandt jeg helt OK i forhold til uddannelsesniveauet hos behandleren, servicen, klinikfaciliteter etc. Den praktiske planlægning af alle undersøgelser hos diverse speciallæger og scanning, røntgen etc. på samme dag og i samme klinik giver langt færre udgifter for samfundet end den måde, som dette foregår på i Danmark foruden de menneskelige og sociale omkostninger, som patienten og dennes familie betaler.

Når jeg tænker på, hvor lang ventetid, der vil være i Danmark på at komme til hos div. læger, smerter og tabt arbejdsfortjeneste, måske mistet arbejde og andre sociale tab, inden man er kommet igennem ”systemet”, er det jo hovedrystende og vredesvækkende, at vi finder os i sådan et spild, når god organisering og god specialisering kan gøre, man kan klare alt på én dag og til langt færre af egne og samfundets penge.

Næste konsultation var hos Dr. Bloom, medicinsk speciallæge, og selv om alle læger var venlige og informative, var dr. Bloom givetvis den, der ville være sjovest at have med til julefrokosten. Han var ud over det faglige også god til at stimulere humøret på forpinte patienter.

Min datter fik nu gennemgået sit generelle helbred grundigt. Der blev taget blodprøver, urinprøve, blodtryk, iltningsgrad i blodet, lungefunktionsundersøgelse, EKG og stetoskopisk undersøgelse af hjerte og lunger. Alt med henblik på evt. differentialdiagnostik og i forhold til vurdering af, om en operation i øvrigt var risikabel, og om der var forhold, man skulle tage højde for ved bedøvelse og operation.

Dagen var ved at være anstrengende – det er hårdt at være patient – og nu kom vi til det store øjeblik: Dr. Hoogland, kirurgen.

Dr. Hoogland skulle nu tale med os og forklare om det indgreb, han næste dag ville udføre på min datter.

Han viste igen scanningsbillederne og forklarede om det endoskopiske indgreb, som er det absolut mindste indgreb, man kan udføre ved en rygoperation. Jo mindre indgreb, jo færre risici for uønskede virkninger som arvæv, infektion og instabilitet.

Der var almindeligvis en 10-15 % risiko for re-herniation i diskus. Dvs. at restmateriale fra diskusskivens indre på ny presses ud med risiko for at trykke på nerveroden igen. Det var dette, man på Mølholm Privathospital havde opgjort til 30 %. Via den seneste opgjorte sammenligning tidsskrift trykt i det videnskabelige magasin Spine Derfor har man på Alpha Klinik udviklet enzymer til indsprøjtning i diskus, og herefter er risikoen nede på 3 %. Endoskopet, man har udviklet, er kun 0,7 cm. i diameter, så kirurgen styrer selv skopet via en storskærm. Vi fik desuden oplyst, at min datters operation ville kunne ses på en CD, som vi fik med hjem.

Dette viste sig senere at være en meget informativ CD med både oplysning om selv klinikken, og hvad de kan udføre af indgreb her samt et afsnit med udsnit af selve hendes rygoperation.

Inden vi fik lov at tage tilbage til hotellet, var vi til konsultation hos anæstesilægen, som fortalte, at den lokale bedøvelse, som man udfører indgrebene i her, består af en lav dosis normal anæstesi. Under bedøvelsen kan man således vække patienten og spørge ind til forskelligt. Diagnostisk kan dette være af kolossal betydning, erfarede vi, idet man ikke altid kan gå ud fra, at de fund, man finder på MR-scanningen, svarer til det mest symptomgivende for patienten. Dette kender jeg så udmærket fra egen praksis. En medpatient havde fået scanning i Danmark, og diagnostisk var kirurgen enig med de danske læger ud fra billeder og klinisk undersøgelse. Imidlertid blev patienten informeret om, at hun under operationen ville blive vækket til bevidsthed kortvarigt, hvor kirurgen

ville bruge hendes nerveoplevelse til at vurdere helt nøjagtigt, hvilket niveau, der var det mest smertegivende niveau. Det viste sig faktisk, at det var et niveau over eller under det niveau alle læger havde antaget ud fra scanningsbillederne. Havde hun været i fuld bedøvelse, havde man opereret det sted, som på billederne så værst ud, men som rent faktisk ikke var det, der gav flest gener. Operationen blev udvidet efter disse oplysninger fra patienten, og allerede næste dag var hun klart bedre og havde ingen smerter i benet længere. Det forinden antagede niveau gav ikke synderlige smerteoplevelser.

Samme aften var der vist flere af vore medpatienter og min datter inklusiv, som havde ekstra ondt af alle undersøgelserne, så vi valgte at benytte hotellets roomservice til aftensmaden. Nu var vi her jo ikke for madens skyld, så de frosne, optøede købepizzaer gled ned, inden vi slog gluggerne i.

Næste morgen var det altså, min store pige skulle have sin første operation, så skønt hun sov som en sten, vågnede jeg mange gange den nat. Godt jeg havde en god og stor bog med.

Kl. 6.30 næste morgen var min pige tilsagt til operationsstuen, og med tysk præcision og effektivitet endnu en gang, måtte jeg med blødende hjerte aflevere mit barn til narkosesygeplejersken og blev anbefalet at gå hjem på hotellet og få morgenmad. Nogle få timer senere kunne jeg ringe eller henvende mig personligt og høre, hvordan alt var forløbet.

Heldigvis mødte jeg andre ventede danskere/følgesvende i hotelrestauranten, så vi kunne dæmpe hinandens nervøsitet og høre hinandens historier, mens vi nedsvælgede et bestemt usundt antal kander kaffe. Galgenhumoristisk kunne vi more os over, at der da lå et hospice lige ved siden af hotellet, hvis vore kære nu bare viste sig at være skrotbare efter operationen.

Da jeg henvendte mig på Alpha Klinikken fik jeg oplyst at operationen var gået ”Super”; men at hun ikke var klar til at forlade klinikken endnu. Jeg kunne gå endnu en halv anden times tid.

I min datters tilfælde viste det sig, at hun havde haft særligt mange smerter. Langt de fleste husker intet fra operationen, heller ikke at de periodevis har kommunikeret med op.personalet og kirurgen. Min datter oplevede dog smerter og havde været vanskelig at dæmpe, skønt de gav hende mere end normalt, således at hun næsten var i normal anæstesi. Man kunne faktisk ikke give hende mere.

Trods hendes smerter var forsvundet i benet og ligeså den sovende fornemmelse i foden, havde hun ondt i lænden, så man gav os lov til at blive på klinikkens indlæggelsesafd., hvilket ikke var normal procedure til denne slags ”simple” operationer. Vanligvis skulle man kunne gå derfra praktisk talt smertefri, i hvert fald indtil aften, hvor mange selvfølgelig postoperativt skulle smertelindres endnu en periode, som vi var blevet informeret om.

Vi blev dog på klinikken til om eftermiddagen, hvor kirurgen igen tilså hende og konstaterede, at alle neurologiske tegn var stærkt forbedrede, så hendes smerter skyldtes et meget sensitiveret smerte nervesystem. Hun fik nu en effektiv smertelindring, og så blev vi kørt hjem til hotellet af klinikkens chauffør med et mindre arsenal af smertestillende til natten over. Kl. 8.30 næste morgen skulle vi igen stille til tjek.

Det hjalp godt, og efter et godt hvil med nogle timers søvn, var smerterne udholdelige og humøret stabiliseret, så min datter valgte selv, at vi skulle spise til aften i restauranten efter forrige aftens kedelige pizzaer. Det var et klart bedringstegn, da smerterne havde dæmpet appetitten den seneste tid, inden vi gjorde kort proces og rejse herned.

Efter en god nats søvn for os begge, pakkede jeg vores habengut, og vi checkede ud fra hotellet efter morgenmaden. Kl. 8.10 hentede klinikkens chauffør os og kørte os de 300 m. til klinikken. Jeg følte mig opvartet som Paris Hilton, der netop havde gæstet Danmark.

Her mødtes vi med øvrige danskere, som havde valgt operation samtidig med os, og der var en næsten løssluppen stemning i venteværelset af lettelse og færre smerter og andre symptomer. Den kvinde, der ikke havde kunnet sidde dagen før, sad nu, og den yngre mand med den stive nakke pga.

en prolaps havde fri bevægelighed og et næsten usynligt indstikssted, som var limet sammen efter en endoskopisk prolapsfjernelse uden stivgørelse. Der var ingen gener i armen mere.

Vi besøgte nu fysioterapeuten og fik en meget grundig instruktion i genoptræningen. Regimet er mere restriktivt, end jeg kender det hjemmefra; men jeg tror, det skyldes, man i højere grad satser på at genopbygge diskusskivens stødabsorberende evne og give tid til stabiliserende heling af diskusringen. Genoptræningen var bygget op i 3 faser, og de første øvelser er til hjemmebrug.

Grundige instruktioner og fotos var trykt i et hæfte. Næste fase krævede nænsom behandling hos fysioterapeut ud over øvelser. Cirkulation og spændte muskler skulle normaliseres. 3. fase indeholdt mere krævende øvelser og aktivitet og manuel terapi til andre dele af kroppen/ryggen, som sekundært har fået skæve stillinger og belastninger i sygeperioden. Slutteligt blev man jo kraftigt anbefalet at holde sig i fortsat god form, og alle fik afsat en tid 3 mdr. senere til tjek af, om man havde fået trænet sin muskelstyrke og stabilitet op til normalt niveau samt scanning af lænden igen.

Dette vil indebære en omkostning på ca. 1000 euro til den tid ud over rejsen. Ved afregningen fik vi den glædelige overraskelse, at vi slap billigere end forventet. Til dels var de 9.000 dkr. jo pga. det korset, jeg fravalgte; men trods det, var der tale om noget mindre, end vi var blevet oplyst om, vi skulle kalkulere med. Det var jo skønt, idet vi har måttet alliere os med banken.

Folk med sundhedsforsikring havde dog ikke haft problemer med at få betalt deres undersøgelse og operation på Alpha Klinik i München.

Den frivillige Sygesikring Danmark gav også tilskud til nogle, alt efter hvilken gruppe, man var sikret i. De krævede dog, man overnattede på selve klinikken mindst et døgn – nødvendigt eller ej. Men vi var fuldstændig selvbetalende, og vi kom i alt af med 7.322,30 euro. Ganget med 7,5 får vi en pris på ca.dkr. 55.000,– Med rejse for 2 personer med Cimber Air Billund-München, hotelophold inkl. mad etc. har det kostet os alt i alt ca. 65.000 dkr.

Skønt vi dagen før var i tvivl om vi ville kunne rejse hjem dagen efter operationen, var der i dag ingen tvivl om, at det kunne hun godt klare.

Klinikkens chauffør kører små hold af udlændinge til lufthavnen – igen flot service – men da vi først havde billetter til flyet 18.40 efterlod vi bagagen på klinikken og gik en tur i det dejlige solskin (uden krykkestok), spiste frokost på en udendørs restaurant og osede lidt rundt på et hyggeligt torv med forskellige boder – glade og lettede.

Så hvilede vi igen ud på klinikken, drak en kop kaffe og blev kl. 16.15 kørt til lufthavnen uden beregning af klinikkens chauffør i ny, komfortabel 7-personeres bil.

Så fulgte en grundig undersøgelse af den mistænkeligt udseende, midaldrende dame med den unge datter, idet kontrollen i tolden straks fangede metallet i den medbragte krykkestok og metalstiverne i lændekorsettet. Stokken kunne vi nu godt have undværet på hjemturen, men den var lånt, så vi måtte jo have den med.

En lille time i bil efter flyrejsen, og så var vi hjemme, trætte men lettede. I skrivende stund er det tirsdag 6 dage efter operationsdagen. Min datter har ikke taget smertestillende medicin de sidste 3 dage. Hun bliver træt i benene, når hun går længere ture – man mister hurtigt kræfter af smerter og dårlige stillinger. Skal heller ikke sidde for længe ad gange, så bliver lænden træt; men først og fremmest har hun ingen smerter og kan komme frit omkring igen. I dag har hun været på strøgtur og købt et par stødabsorberende sko.

Vi ser med optimisme fremtiden i møde, og jeg vil til enhver tid anbefale Alpha Klinik og deres ekspertise samt saglige information til enhver, som måtte døje med længerevarende rygsmerter både til undersøgelse, rådgivning og operativ behandling

Venlig hilsen,

Hønemor